Syd for Frederikshavn på bakke med udsigt over Kattegat ligger kæmpestenen ved Haldbjerg placeret. Stenen ligger i 55 moh på kanten af den gamle randmoræne, og der er tale om en lysgrå mellem- til grovkornet granit, der kunne være en af de nordlige granitter fra Bohuslen i Sverige.
Kæmpestenen måler 3m x 4m x 5m, og bruger man formlen for en omdrejningsellipsoide, får man et rumfang på 31m3. Sætter vi så massefylden til 2,7 T/m3 giver det en anslået vægt på ca.80 Tons.
Stenen kom til syne i 2022 ved lidt af en tilfældighed. En lokal landmand vidste den lå på hans mark, og et tidligere forsøg med en håndskovl havde kun vist at den var stor. Efter en snak med naturvejlederen i Frederikshavn Kommune (Bo Storm) og undertegnede fik han lyst til at se hvor stor den var, og da han alligevel havde besøg af en rendegraver i dagene efter, blev udgravningen foretaget.
Stenen ligger placeret under niveau for ishavets største højde i området og dens underlag udgøres af en meget leret undergrund hvilket bevirker at vandet bliver stående længe omkring den.
Fra stenen er der en fantastisk udsigt ud over Kattegat til Læsø og Sæby.
Stenen ligger på privar grund og er kun tilgængelig efter aftale.