Hellehøj er med sine 89 m.o.h. et af Hjørrings Kommunes højeste punkter, og ligger mellem Bjergby og Asdal. Højen nås let af de små veje i det smukt kuperede landskab, og ved foden af højen er der fine muligheder for at parkere, og hvor der findes en informationstavle.
Højen er det højeste punkt på den randmoræne, der blev skabt i den sidste del af den seneste istid, ved at isen skubbede jorden op foran sig, og derved skabte dette lange bakkedrag, som Hellehøj er det højeste punkt af.
På kortet er der med røde streger vist hvor randmorænernerne er i området, samt hvor Hellehøj ligger.
Fra parkeringspladsen går man ad en sti op til toppen, hvor der ligger en gravhøj fra bronzealderen hvor toppen er bortgravet.
På højens top står den en granitsøjle. Dette er et såkaldt postament, som man tidligere har brugt som et fixpunkt i opmålingen af Danmark, og ved siden af toppen står der en muret søjle. Denne murede søjle, der populært kaldes for skorstenen, er en astronomisk søjle, der tjente som fundament for tunge astronomiske instrumenter!
Fra toppen af Hellehøj er der en smuk udsigt, der strækker sig fra Rubjergknude, Hjørring og Hirtshals til Frederikshavn og på en god dag kan man skimte Skagen.
Når man kører fra Hellehøj kan det anbefales at køre mod Sindal i det smukt kuperede landskab.